Antons Hus​​

Aktiviteter​

I Antons Hus tilrettelægges, der altid aktiviteter med udgangspunkt i det enkelte barns/den enkelte unges og gruppens behov. Ud over de nedenfor beskrevne aktiviteter tilbydes der forskellige aktiviteter og lege med fokus på blandt andet sansestimuli, kommunikation, motorik og kognition.

Der er generelt altid fokus på aktiviteter og lege som udvikler og understøtter fællesskab og venskab børnene/de unge imellem. Desuden er der fokus på hverdagsrehabilitering og at få implementeret børnenes/de unges målsætninger i de aktiviteter, vi tilbyder.


Musik

I Antons Hus arbejder vi med musik på mange forskellige måder. Vi bruger musikken til at samle børnene/de unge til en fælles aktivitet og individuelt til for eksempel at regulere vågenhedsniveauet, arbejde med turtagning, kommunikation samt koncentration/opmærksomhed. En stor del af de ansatte kan spille guitar eller klaver og får løbende undervisning af husets musikterapeut for at specialisere de musikalske kompetencer, således at der arbejdes målrettet med musikken i hverdagen.


Ridning

I Antons Hus har vi 3 heste, som vi passer sammen med børnene/de unge. Hestene står i Antons Røde Hus, men benyttes af børn og unge fra alle afdelinger. Vi vægter ridningen og samværet med hestene højt, og oplever at børnene/de unge er meget motiverede for ridningen og begejstrede for hestene.

​Hestens bevægelser og ridningen er medvirkende til at forstå kropslige fornemmelser som bl.a. grounding, centrering, afgrænsning og tyngde.

​Vi arbejder både på og med hesten, og tilgodeser det enkelte barns kompetencer og udfordringer. Der arbejdes målrettet med forskellige ting som f.eks. koncentration/opmærksomhed, balance og sansestimulering, med udgangspunkt i den enkeltes behov.


Svømning

I vinterhalvåret lejer vi et varmtvandsbassin i en svømmehal 2 gange om måneden. Vi tager sammen af sted fra alle afdelinger.

Vi bruger svømningen som en fællesaktivitet, hvor leg, hygge og samvær er i højsæde. Desuden giver vandet nogle andre udfoldelsesmuligheder for vores børn/unge, end vi kan give dem på land. Det være sig for eksempel forskellige sansestimuli og fornemmelsen af egen krop i vandet. Vi ser, at vandet ofte giver en anden motivation i forhold til at bevæge sig og være aktive.


Håndbold

I vinterhalvåret er vi med til at spille håndbold i Lykkeligaen, der er nogle af vores børn/unge, der profiterer rigtig meget af at komme ud blandt ligesindede og bruge kroppen aktivt. Man er med på det niveau, man kan, det vil sige, at nogle af vores børn kan være med til løbe og score mål, andre kan kaste bolde til hinanden eller få en hel masse ud af at hoppe på airtracken. Det er dejligt, at føle sig som en del af noget større og en god mulighed for at mødes på tværs af afdelingerne.


Antons Røde Hus

  • Sønderløkke 3, ​
    5492 Vissenbjerg​


Antons Gule Hus

  • Bakketoppen 39, ​
    5250 Odense SV

Antons Bosted

  • Kappelvænget 20,
    ​5620 Glamsbjerg​


Antons Bosted Bakketoppen

  • Bakketoppen 37
    ​5250 Odense SV

Antons Aflastning Andebølle /
Antons Bosted Andebølle

  • Andebøllevej 138, 5492 Vissenbjerg